Beskrivelse af en produktion
Der er en skrøne der går på at alle kan lave en hjemmeside. Jo, sikkert, de fleste kan lave et word dokument eller noget i frontpage, men der er ganske mange ting man skal tage højde for blot ved at lave den simpleste hjemmeside. Jeg vil nedenfor beskrive de enkelte bestanddele af en god hjemmesideproduktion, sådan som jeg ser det.
Ideudvikling
Enhver hjemmeside har et forskelligt udgangspunkt. Nogle gange er det en ide, der danner basis for opførelsen af en hjemmeside, andre gange er det noget eksisterende, der skal kommunikeres på internettet.
Hvad er det særlige behov, der skal dækkes?
Hvad er det særlige ved det der skal kommunikeres?
Hvilke muligheder er relevante for interaktion med hjemmesidens brugere?
Hvilke tiltag kan iværksættes for at fange opmærksomhed, fastholde brugerne og eventuelt opbygge en kultur omkring siden?
Konceptualisering
Det er oftest ønskværdigt at udnytte de muligheder mediet giver fremfor blot at benytte hjemmesiden som en brochure på nettet eller for den sags skyld nøjes med en udvidelse af ens forretningskoncept til online salg.
Brugere skal hurtigt og nemt kunne finde det de søger, men også gerne få en behagelig og inspirerende oplevelse i processen.
Som der tales om i markedsføring kan eksempelvis en given forretning have en historie, der kan kommunikeres med visuelt design, tekst, billeder og videoer. Web introducerer så også interaktion, som giver en interaktiv historiefortælling for brugeren.
Informationsarkitektur
Vi kender funktionaliteter som "brugere som har købt denne bog har også købt disse bøger" eller youtubes "relevante videoer". Mange muligheder findes. Udover at have en fornuftig opbygning af information på en hjemmeside, så kan man krydsreferere information for at det bliver præsenteret og kan findes på spændende og til tider nye måder.
Opdatering af hjemmeside
Det er almindeligt i dag at hjemmesider benytter Content Management Systems (CMS) til at opdatere indholdet. Hjemmesidens ejer kan logge sig ind og rette indholdet i CMS.
Indholdet kan være statisk tekst og billeder i artikler, produkter, fora, information hentet udenfor hjemmesiden m.m.
Indhold kan skabes fra en bruger alene, en gruppe bestående eksempelvis af grafiker, skribent og redaktør, eller gennem en hel community, så det hele bliver en slags minisamfund, hvorfra man med lidt indledende fodarbejde reelt kan få leveret en masse gratis arbejde.
En almen faldgrubbe for udviklere af CMS er at den gængse bruger har ret til at gøre alt for mange ting i selve CMS således at en skribent naturligvis kan skrive sin tekst, men også udgive den og opsætte den visuelt, hvilket i langt de fleste tilfælde ikke er ønskværdigt. Oftest ville det være mere hensigtsmæssigt hvis skribenten blot skriver selve teksten, uden visuel formattering, og at processen eksempelvis går fra skribent til grafiker til redaktør og så måske tilbage til grafiker. En skribent er jo oftest hverken grafiker eller redaktør.
En anden faldgrubbe er de begrænsninger der ligger i selve den bagvedliggende teknik. Man køber et givent CMS, som lover guld og grønne skove og så vil man gøre noget bestemt eller ændre arbejdsprocesser og det lader sig ikke gøre uden at man skal lave grundlæggende om på det hele. Derfor når jeg laver en given produktion benytter jeg mit eget "lettere" system, så jeg kan tilpasse løbende overfor de helt konkrete behov.
Meget ofte er opdatering af hjemmeside ikke indtænkt i konceptet, er bare en standardpakke ejeren af siden for henover hovedet, men er jo absolut relevant, da et gennemtænkt CMS i sidste ende giver muligheder for at lette et eventuelt samarbejde mellem flere aktører i vedligeholdelsesprocessen og kan lette arbejdsprocesserne for den enkelte.