Religiøs forståelse

Religion skal ikke være en moralsk sovepude, skal ikke være en undskyldning for ikke at tænke, må aldrig forblænde ens forståelse af verden.

Man bør ikke kigge ned på synderne i ens personlige Noahs ark, forvisset om at man overholder alle de bebudede minimumsstandarder og dertilhørende sociale konventioner, dikteret i tusingeårige gamle bøger, skabt til forståelse i den tid hvor de var skrevet.

Man bør ikke overholde lovets bogstav med tankeløs disciplineret ihærdighed, selv foruden de undtagelser der må gælde overfor reglen i det større vels bedste.

Undertrykkelsen af de naturlige menneskelige impulser, også de som ikke er til nogen reel skade, gør at man glemmer lovens ånd ved enhver bydende lejlighed for at få afløb for følelsesmæssig frustration. Ethvert forbud fratager ansvar og skubber til grænserne for hvad der kan være fristende, hvorimod ægte frihed gør at man ender med at tage ansvar selv og påbud ikke længere er nødvendigt.

Jeg vil ikke her sige om jeg tror på gud eller ej, men hvis vi går udfra at jeg gør så er min fortolkning af nogle af aspekterne omkring Guds vilje som følger.

Jeg tror Gud påskønner en almen ateist der i overvejende grad opfører sig godt overfor sine medmennesker og prøver at forstå den verden personen lever i mere end en religiøst diktator og dennes rabiate tilhængere, som med den ene hånd overholder meget konkrete, ofte fejlfortolket love og med den anden hånd handler moralsk forkasteligt i Guds navn altid med den holdning at hedninges liv er mindre værd og handler med samme distance til disse som skadedyrsbekæmpere til rotter.

Er en ateist med høj moral som prøver at sætte skub i forståelse virkelig i Guds øjne lavere end en fasttømret religiøs fanatiker, der har for travlt med at lege politimand med sin løftet pegefinger, som med hånende overlegenhed henviser til Guds vilje? Er det egentlig ikke kun profeterne der har bare den mindste chance for at vide Guds vilje?

Med alle de år der er gået siden de store religiøse bøger er blevet skrevet og med de historiske erfaringer der er draget af religiøs praksis og alle de magtspil der har foregået når det er indgået som en social konstruktion, kunne det så ikke være at man skulle prøve at forholde sig lidt mere ydmygt til ens religiøsitet og prøve at kigge lidt videre mod horisonten i ens søgen efter at udvikle sig spirituelt?

Jeg tror så sandelig at Gud påskønner at mennesker prøver at tænke selv og prøver at forstå og udvikle forståelse, ikke mindst spirituel forståelse. Og forståelse opnår man ved at kunne se udover et singulært perspektiv, ved at påskønne alting i dets mangfoldighed, ved også at vove at beskue og reflektere over de mere dystre aspekter af livet.

Man opnår ikke forståelse ved at bruge et helt liv på at gå i selvsving over enkelte ords betydning i en bog eller ved at isolere sig fra omverdenen og ved i mindre lokalsamfund at fastlåse mennesker i forskellige middelalderlige roller.

I min begrebsverden tager enhver form for spiritualitet udgangspunkt i en ydmyg beundring af at der eksisterer noget større end en selv. Den åbner muligheder fremfor at sætte begrænsninger. Jovist er vejen til fuldkommenhed en lang og smal sti, men at holde sig på denne sti kræver langt mere end blot at have læst en bog og overholde eksempelvis 10 bud og udover at prøve at leve livet med hensyn til andre er det også nødvendigt at handle kontant til tider og indgå kompromiser med regler for at finde den gyldne mellemvej.

Enhver situation kræver reflektion og ingen bibel, koran og hvad man ellers kan finde har alle de specifikke svar og da fortolkninger kan variere som vinden blæser, så må man i sidste ende stole på ens egen fornemmelse af hvad der i det større heles orden må være Guds vilje. Man kan studere, reflektere, lade sig inspirere, men i sidste ende må man handle individuelt efter ens egen fonemmelse af guddommelig retfærdighed.

Ateisterne har ret i at religion i bred forstand ikke har udviklet sig meget siden middelalderen eller renæssancen. Hvis man skal give sig selv og også ateister en chance for at påskønne det spirituelle eller i det mindste en religiøs fornemmelse, så må man se udover de trygge rammer i dogmatismen og forske videre i spirituelle muligheder i henhold til den mentale udvikling vi har opnået i dag.

Det er at erklære spirituelt fallit når man dræber mere eller mindre tilfældige hedninge i Guds navn og man bibeholder blot andre i deres destruktive mønstre ved altid at vende den anden kind til. Man kan ikke betale sig fra ens synder eller blive født spirituelt rigere som man troede om konger før i tiden.

Hvis ens spirituelle rødder primært ligger i håbet om et bedre liv efter døden, så er der ikke meget spiritualitet at komme efter, så påskønner man det ikke i og for sig selv og vil aldrig være i stand til at forstå de dybder der eksisterer i en selv og den mangfoldighed der er i verden og ikke mindst den uendelige forstærkelse af lykke og forståelse som livet efter døden lover.

Det er mig blot ufatteligt at så mange praktiserer religion og tænker så lidt over hvad det betyder i et større perspektiv. Der er bare så mange indicier og beviser på at et overvældende flertal ikke gør det af uselviske årsager som de hævder, men er almen egoisme i et skalkeskjul. Som så mange andre ting i vores verden råbes der ofte højere og bliver handlet voldsommere og grænser bliver skærpet.

Mange der så ikke er religiøse finder bare andre ting at være fanatisk begejstrede over eller krampagtigt knugende omkring, er måske en del af menneskers sociale ageren. Jeg ved bare at jeg er gevaldigt træt af det. Folk må gerne lære at tænke lidt selv.

Skrevet søndag d. 13. september 2009