Kollektiv sindsyge

Den mest grundlæggende præmis i et samfund er at det der kulturelt over tid er etableret er det rigtige. Selve denne præmis giver grobund for et hav af andre præmisser, som de fleste borgere accepterer ubetinget for at være fri for at tænke og have trygheden ved ikke at tænke frit og al den eksistensielle tvivl den selvstændige tankegang kan medføre.

Tendensen er at jo mere fastgroet borgerne bliver i de givne tankesæt desto mere bliver de nødt til at kompensere med supplementer og fodnoter for de afvigelser fra fornuft og moral der må eksistere i tankesættene. I enhver udvikling kan man ikke holde fast i selv "det rigtige" blot fordi det er rigtigt, fordi som økonomer fastslår så kommer stilstand umiddelbart før stagnation. Det samme gælder kulturer. Selv hvis de mest grundlæggende præmisser i en given kultur var tæt på den endegyldige sandhed, ville de jo så ikke være den endegyldige sandhed og burde derfor være genstand for skepsis.

Alting i naturen foregår i cykli. Biologiske væsner fødes, lever og dør. Stjerner opstår, brænder og brænder ud. Virksomheder oprettes, vokser, stagnerer og går konkurs eller bliver solgt. Det samme skete også med romerriget, romerne nåede hidtil usete højder i kultur og teknologi og i deres henslængte overlegenhed og selvforkælelse lå deres forfald. Fra borger til caesar blev der på det personlige og det statslige plan politisk stablet så meget lort at ingen kunne finde bunden i det.

I vores tid har vi også en voksende egoisme som præmis, som mange ikke ser, fordi det almindeligvis regnes for en ret for borgeren, men som er smertefuldt tydeligt for de som er i stand til at se det. Det kan for den indsigtsfulde godt forekomme som noget af en film noir at så mange bare render rundt i deres rutiner uden at se hvad der foregår under overfladen, ubevidste om at de træder på usikker grund. Ligesom i almene handlingsforløb i film vil man nå et point of no return, hvor den samlede egoisme når et punkt hvor samfundet ikke kan bære det.

Det er heller ikke nemt at stille sig imod så voldsomme strømninger og kan ende med at koste individet dyrt, selvom de formelle præmisser er at alle har lov til fri tænkning, men i mange sammenhæng skal man i bedste fald udføre en form for skuespil, agere politisk, for at kunne fungere og overleve i samfundet. Det ender ofte med at individet i vanens magt tilegner sig de værdier som først var udført som skuespil og derved forstærker eventuelle ugyldige præmisser i forhold til det almene vel på sigt.

Det er jo så ofte sådan at de som kan ender med ikke at ville og de som vil ikke kan. De som kan, kan ikke se formålet og de som vil, bruger alle deres ressourcer på at kigge på målet fremfor at arbejde hen imod det, fordi de som vil i denne kontekst, er de som forventer at få alt med alle de kompromiser de indgår ved at udhule sig selv. Udhulningen er så tilegnelsen af alt det bullshit som er lagt oven på de vaklende kulturelle præmisser. De som så kan noget vil efterhånden ikke fordi de ser andre læne sig tilbage og få uden at gøre noget reelt andet end at se ud som om de kan. Tendensen er jo mere villig man er til at gå på kompromis med ens individualitet desto større er belønningen fra samfundet. Det helt store problem er når ingen laver noget ender folk billedligt talt med at spise hinanden.

Hvad er det der får os til at tro at lige den sammensætning vi har i vores vestlige kultur er endegyldig rigtig? Kommunismen og til dels socialismen har fejlet, er ingen grund til at nævne alle former for regeringer. Statens form er jo også et udtryk for en given mentalitet i befolkningen, valgt eller påtvunget. Og nu har vi et demokrati, men hvad er et demokrati hvis flertallet besidder en egoisme der fortærrer mere end den bidrager? Så ender folk bare med at kæmpe om brødet uden at nogen laver det og er der ikke mere brød så... samme pointe som før.

En af præmisserne i vores samfund der er ved at blive fastsat er at hvis man udfører de vigtigste funktioner som borger og det vil sige at man "arbejder" og føjer sig diverse normer, som efterhånden ikke er relateret til moral, så behøver man intet mere at foretage sig. Borgere klapper begejstret i hænderne for den lettelse det er ikke at have ansvar. Når arbejdet så bliver reduceret til et minimum af det påkrævede og at hjælpe sin næste kun er noget man gør for at blive belyst i alle medier, så når man i første omgang stagnation og på sigt dekadens og til sidst opløsning.

Konspirationsteorier og dommedagsprofetier er længe blevet latterliggjort, men de er jo også et udtryk i sig selv, de blusser ikke op af blot ingenting, har jo en form for berettigelse, som kommer fra en fornemmelse af at et eller andet er galt.

Ud af denne form for latterliggørelse kommer at selv de klartseende kritikere i stigende grad stemples som usaglige, charlataner, utilregnelige, endda sindsyge. Er de ikke blevet sindsyge af blot af at leve i samfundet, skal samfundet nok gøre sit bedste for at de bliver det. Det er jo det mest omfattende og almene fælleskab som definerer hvad der er rigtigt og forkert. Det tages ikke i betragtning at det overvældende flertal kunne sikre ugyldige præmisser i gensidig vildledning og det kan slet ikke komme på tale at der findes en form for kollektiv sindsyge, i mildere eller sværere grad.

For den klartseende kan det virke som at folk står og hylder en ældre falleret skønhedsdronning som var hun i sine bedste år og så bliver chokeret i deres grundvold når de for sent opdager sandheden når hun falder død om på scenen.

Skrevet 23. oktober 2009