Forblændet af sig selv

Som var det et stof søger mennesker at bringe sig selv i situationer hvor de opnår annerkendelse. De dyrker et billede af sig selv og ønsker at andre skal bekræfte dem i det. Lykkes det i en udstrækning klynger andre som flokdyr for at få en bid af kagen. De vil gerne identificeres med den oppiskede stemning der er omkring disse populære figurer og dette pumper disse personers ego til nye højder og denne symbiose har en forstærkende effekt for beruselsen. Man kan se hvor fyldte de er af denne reflektion af deres succes. Der bliver klappet i begejstring og alle vil trykke deres hånd, især hvis andre bevidner dem gøre det. Alle er lige pludselig deres bedste venner.

Når en uheldig hændelse uundgåeligt finder sted og billedet krakkelerer, så har alle forbandet travlt med at komme væk og de hænder der var med til at bære denne popularitet forsvinder og personen falder til jorden med et brag. Ikke alene distancerer mennesker sig, men de gør også en dyd ud af at det bliver kendt at de gør det. De som før var med til at pumpe begejstringen helt ud af proportioner vil fremstå som forargede, forfærdede eller forurettede og udkrængningen kender nærmest ingen grænser. Så de får opmærksomhed ved både at blive associeret med noget positivt og dissocieret fra noget negativt uden selv at sætte noget på spil.

På overfladen elskes eller hades disse kendte figurer af de som følger i deres kølevand, først som medløbere, siden som tæskehold. Bombardamentet sendt fra disse personer der i popularitetssammenhænge befinder sig i midten manifesterer sig i flertallet af den gængse befolkning. Så har den almindelige familie Danmark travlt med at have en mening om tingene fra dag til dag uden at have det fjerneste udgangspunkt for at vide om det de har en mening om har nogen reel substans. Den almene borger vælger ofte at lade sig overbevise af kvantiteten af information fra de mange relativt annerkendte personer og den iver de fremfører det med. Det de sjældent overvejer er at der er en stiltiende enighed blandt pseudo eliten om at man ikke træder hinanden over tæerne hvis man ikke stikker hovedet for langt frem og man ødelægger ikke en god historie.

Det er som en pyramide af menneskeligt kød, hvor alle har travlt med at klatre op ovenpå hinanden for at nå toppen, men toppen af hvad? Dette med at annerkende andre er jo bare for at kunne følge i deres skygge og stikke dem i ryggen og træde på og forbi dem fra den position de har opnået i pyramiden. Selve den værdi der ligger i pyramiden er kun opstået af at nogen har tillagt det værdi. Værdiens egenskab er at befinde sig på toppen. Hvad der er en undskyldning herfor er ligegyldigt.

Det sørgelige er når en person, der rent faktisk har noget på hjerte, bliver udsat for dette cirkus.