Det er tanken der tæller

Når det kommer til at tænke selv er vi "højt civiliserede" mennesker blevet dovne, i hvert fald når det kommer til de 99% af os som i stigende grad agerer som flokdyr.

Det ultimative flokdyr ville følge lederen udover afsatsen på en klippe blot i dets egenskab af at være et flokdyr. Flokdyret ville være så fyldt af frygt for at blive afvist af flokken at det ikke ville overveje om det nu også var en god idé at trave udover klippeafsatsen. Flokdyrets tryghed ligger i at kunne gemme sig i flokken og håbet om at der er svagere eller uheldigere flokdyr, der bliver spist af ulven. Grænsen for flokdyrets frygtsomhed ligger der hvor det ikke forekommer svagere end det svageste led i flokken.

I dag ligger flokdyrsmentaliteten i at finde de kompositioner af associationer og dissociationer som kan forbindes med succes. I dag er det ikke nok blot at være "en god kristen" eller "en dygtig erhvervsdrivende" eller hvad det måtte være. Man bliver ikke accepteret af at have nogle få rigtige gode egenskaber, men det kræves at man køber en meget større og kompleks pakke for at blive accepteret af flokken og blive gjort til en lederkandidat ikke mindst. Det moderne flokdyr benytter derfor det meste af sin tid på at administrere at være et godt flokdyr og i det øjeblik det rent faktisk skal lede, så står det der med alle dets manglende talenter, udover at være et godt flokdyr. Så uanset hvor veluddannet eller foretagsomt et flokdyr er, så er det stadig et flokdyr og besidder ikke en selvstændig tankegang.

Man kunne tro at begejstringen for biografier kom fra et ønske om at kende til forudsætningerne for hvordan et menneskes tanker kunne opstå eller til inspiration for personlig livsførelse. Problemet i forhold til selve tankerne eller handlemåderne er blot at motivationen hos læseren oftest ikke ligger i at blive klogere i og for sig selv, men i at kunne referere til og følge parametre for succes eller benytte noget viden, positiv eller negativ, i en social kontekst for at kunne profilere en selv enten ved association eller dissociation.

Hvorfor skal tanker og ideer certificeres af annerkendelse, berømmelse eller titler? Hvorfor kan ord ikke påskønnes i højere grad for deres umiddelbare betydning, i og for sig selv, uden at der bruges 10 gange så meget energi på at sætte sig ind i eventuelle sekundære hensigter der måtte være med at sige dem? Det peger i retning af at mennesker mister troen på det reelt mystiske ved livet, mister troen på at individer kan skabe noget nyt, noget ægte, noget ud over det sædvanlige, at der findes noget større end dem selv.

Idealer er igennem de sidste 20 år i højere grad blevet værktøjer, ligesom religion kan være det for politikere i nogle lande. Vi er i dk trods alt for oplyste til at blive fanget af eksempelvis et enkelt religiøst perspektiv, derfor lader vi os forvirre af mange. Ligesom politikere render folk rundt som kludetæpper af meninger efter hvad der på et givent tidspunkt er politisk fordelagtigt, blot indenfor et mere afgrænset miljø.

Den store forskel mellem borger og politiker er at politikeren er bevidst om det men at borgeren ikke er. Politikeren piller ikke ved problematikken, da den negative modreaktion fra borgeren ville være proportionel med graden af undertrykkelse af den kendsgerning at borgeren reelt intet fundament har.

Det kunne være en af grundene til at folk har så fandens travlt, fordi der ikke rigtigt er noget fundament at hvile på. Hvorfor får folk stress oftest? Ikke fordi de har travlt, men fordi de har travlt fra et for spinkelt udgangspunkt og har travlt med at vildlede sig selv fra denne kendsgerning.

Der er ingen grund til at pege fingre ad politikerne, fordi de er vitterligt blot en refleksion af befolkningen selv. At beskylde politikerne er for den enkelte borger blot en afledningsmanøvre, en forsvarsmekanisme for at skjule den dybe usikkerhed som præger individet, at social annerkendelse er vigtigere end selve det man bliver annerkendt i kraft af, at succes er vigtigere end balance.

Hvis det endnu ikke blev betragtet for at være for usmageligt at rende rundt med en badge hvor der står "jeg er statskontrolleret økologisk" ville folk gøre det. Det er ikke ligeså interessant at være det som det er vigtigt at vise det. Når vi når det punkt hvor folk rent faktisk render rundt offentligt og skilter med sig selv på den måde i større mængder, så vil nogle få sikkert nikke genkendende til en anden form for statskontrolleret økologi. Nogle få husker hvordan hysteri opstod over et ensartet ideal af det helt "rigtige" eller "korrekte" menneske kom frem og de fleste kender trods alt de konsekvenser det fik. For at skære det mere ud i pap, så i stedet for sådan en badge kunne man lige så godt rende rundt med et hagekors.

Jeg har altid ment at politik var et nødvendigt onde. Når man når det punkt hvor personlig politik bliver fuldstændig og meninger totalt udvandede er man nået et vist punkt, som bedst beskrives med ordet fascisme og som så er total egoisme. Og folk ved ikke at de har været i denne hypnotiserende tilstand før det øjeblik de bliver vækket. Det er nemt og trygt mens det står på og konsekvensen af at vågne er for stor til at man tør gøre det. Der er investeret for meget tid og indgået for mange moralske kompromiser til at det er en acceptabel løsning og når det når et overordnet kulturelt niveau bliver det simpelthen også for farligt. Jo mere omfattende det bliver desto mindre vil man være en del af dem der falder fra og man hopper med på vognen og hylder det absolut mest middelmådige.

Skrevet 28. september 2009